Traditioner

Vi har mange traditioner i Børnehaven Essenbækken. Nogle følger de danske højtider, mens andre er vores egne.

Skovuge

Vi har en skovuge for hver årstid. Det er en hel uge, hvor vi går i skoven i små grupper og ser, hvordan naturen har forandret sig siden sidst. Vi henter også materialer til forskellige aktiviteter hjemme i børnehaven.

Fastelavn

Vi fejrer fastelavn med tøndeslagning, udklædning og fastelavnslege. Der bliver også spist lakridssnørebånd på tid, bidt til bolle og dykket efter æbler.

Temauger

I foråret har vi altid to temauger med forskellige emner, som vi vælger ud fra fokuspunkterne i vores læreplaner og ud fra, hvad der interesserer børnene lige nu.

Påske

Op til påske er der et arrangement, hvor bedsteforældrene kan komme og klippe påskepynt sammen med deres børnebørn.

Arbejdslørdag

Hvert forår har vi en fælles arbejdslørdag, hvor forældrene hjælper med at løse forskellige opgaver, reparere ting på legepladsen osv. Vi spiser frokost sammen og har det rigtig hyggeligt.

OL-uge

Efter sommerferien har vi en OL-uge, hvor vi dyster i forskellige idrætsdiscipliner, laver fælles opvarmning osv.

Høstuge

I høstugen høster vi det, vi har sået på legepladsen, og plukker vores bær. Børnene har ting fra deres egen have med til vores høstbord. Vi laver mad af alt det, vi høster, og har andre høstaktiviteter. Vi slutter det hele af med en høstfest for børn, forældre og personale.

Børnehavens fødselsdag

Vi fejrer børnehavens fødselsdag den. 8. oktober.

Kalenderlys-arrangement

Den sidste fredag i november holder vi et kalenderlys-arrangement. Her kan forældre eller bedsteforældre komme og lave årets kalenderdekoration eller adventskrans og få en kop kaffe og nogle æbleskiver sammen med børnene.

Luciaoptog

Vi har luciaoptog i børnehaven. Det er de børn, der skal i skole næste gang, der går luciaoptog. Vi bager luciabrød, som vi spiser med frugt til.

Julefrokost

Vi holder julefrokost for børn og personale. Om formiddagen går vi en lille tur, mens maden bliver færdig, og så spiser vi ved et festdækket bord. Om eftermiddagen er der risalamande til alle.